Pølsehorn har været et populært mellemmåltid siden mands minde. Selv har jeg blandt andet budt på dem, da min gymnasieklasse skulle besøge mine forældre under studenterkørslen – de var en meget populær snack! Kan laves på omkring 1 1/2 – 2 timer. Opskriften kan også bruges til boller.


Ingredienser (40 stk.)
1100 g. mel
150 g. margarine
75 g. sukker
2 æg
1/2 tsk. salt
75 g. gær
4 dl. mælk
20 “party pølser” (eller noget tilsvarende)

Alle ingredienser pånær pølser, mælk og gær kommes i en skål. Mælken lunes til den bliver “lillefinger-varm”. Gæren smuldres deri og røres ud, så der ikke er nogle klumper. Gær/mælk-blandingen hældes ned til de andre ingredienser, og så skal det æltes igennem.
Stil dejen til hævning i skålen med et viskestykke over. Ca. 1/2 time efter kan du dele dejen i 40 stykker. Pølserne skæres midt over, og du kan nu rulle dem ind i dej. Pølsehornene kommes på et par bageplader belagt med bagepapir og sættes til hævning, i 1/2 time igen, med et viskestykke over. Pølsehornene bages ved 200 grader i 12-15 minutter – de skal bare være gyldenbrune ovenpå og faste nedenunder).