Kanelkage

Denne kage er en gammel familieopskrift, som er blevet flittigt brugt til fødselsdage og søndags-hygge. Kagen er meget sød, og den har ikke en særlig kraftig smag af kanel – jeg har endnu ikke mødt en eneste person, der ikke kunne lide denne kage!

Ingredienser (norm. bradepande)
3 dl. kogende vand
200 g. margarine
540 g. sukker
4 æg
360 g. mel
4 tsk. kanel
4 tsk. bagepulver
2 tsk. vaniliesukker


Æggehviderne piskes stive. I en anden skål piskes æggeblommer, margarine og sukker sammen – det kan godt være lidt svært at få hakket margarinen i stykker, men det betyder ikke så meget, for den skal nok blive opløst, når det kogende vand bliver puttet i. Alle andre ingredienser puttes i skålen med margarine og sukker – vær opmærksom på, at det kogende vand godt kan “brænde bagepulveret af”, hæld derfor ikke det kogende vand direkte på bagepulveret, for så hæver kagen nemlig ikke! Til sidst vendes æggehviderne ned i resten af dejen.
Dejen kommes i en bradepande belagt med bagepapir og bages i 20 min. ved 200 grader. Herefter lægges der stanniol over kagen, og den bages yderligere 20 min. Efter den er afkølet, kan du pynte den med glasur.

x  Powerful Protection for WordPress, from Shield Security
This Site Is Protected By
Shield Security